Kunstrådgivning

Aktuelle udstillinger

Tidligere udstillinger

Elegance og tyngde

Om Dorte Barth's abstrakte malerier

Når jeg betragter Dorte Barths abstrakte malerier, er det første jeg kommer i tanke på musik. Mere konkret, én bestemt plade:

Brian Enos ”Apollo” fra 1983, hvoraf enkelte numre går igen som soundtrack i den syrede engelske film ”Trainspotting”. Eno

skulle efter sigende have fået ideen til pladen, da han så Apollo 11s månelanding i 1969 og fandt såvel den dramatiske speakerstemme

som den patriotiske stemning distraherende for oplevelsen. ”Apollo” er med sin langsomme meditative rytme suppleret af elektroniske

eksperimenter Enos bud på den ultimative, hallucinerende ud-af-kroppen måneoplevelse.

En oplevelse, jeg genfinder, når jeg ser på Dorte Barths malerier. Her finder man netop stille passager med langsomt flydende kosmisk

støv i universets sorte nat som flokke af gopler drivende roligt med havstrømmene. Som i Enos musikværk afbrydes de meditative

passager af pludselige eruptioner af energi. Af kometbaner, asteroider eller gaseksplosioner fra nærliggende supernovaer skydende sorte

lavastrømme ud i æteren eller trækkende fine tråde ind mod det, som før henlå i stilhed.

Andre beskuere af malerierne får givetvis helt andre associationer, men det er oplagt, at man skal betragte Dorte Barths abstrakte billeder,

ikke som gengivelser af ting fra den virkelige verden, men netop som flydende processer af udvidelse og sammentrækning, eksplosioner

og implosioner, fortætning og fortynding. Og så altså med de rytmeskift og fine forandringer i nuancerne, som får en til at tænke i

musikalske baner. Musikalske baner, som det er helt op til den enkelte beskuer at konkretisere.

Det er med andre ord meget åbne malerier, Dorte Barth tilbyder os. Vi behøver ikke at bryde vores hjerner med komplicere tolkninger,

som ikke vil bringe os nærmere på hensigten med billederne. Det, vi står overfor, er derimod malerier, som inviterer os indenfor. Malerier,

der, hvis man har sanserne åbne, rammer os fysisk med deres på én gang enkle, komplicerede og dynamiske samspil mellem åbne og lukkede

passager og mellem meditative pauser og pludselige udbrud. Sat i relief af farvespillet, der veksler mellem jordfarver og små, men markante

accenter af glødende rødt eller åndfulde nuancer af blåt, grønt og turkis.

Dorte Barths malerier er således præget af såvel stoflig prægnans som elegant flydende rytmer og fulde af en egen poetisk råhed. En råhed,

der får billederne til at fremstå som kraftfulde og dynamiske, i høj grad hvilende i sig selv. Hvilken musik, man hører for sit indre øre ved

betragtning af malerierne, er som sagt helt op til en selv.

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie